Herunder forekommer et nogle linjer fra to historier som har okkuperet mit sind meget igennem tiderne. Begge har elementer af afsavn og syrealisme og det med ikke rigtigt at vide om man er gal eller reel nok. Begge historier har taget udgangspunkt i E.T.A. Hoffmann’s novelle Sandmanden.
Den levende forfatter
En mand og en kvinde. Kærester. Kriser. Ulykke.
Vågner igen, manden er tilbage fortabt og ensom.
Tager handling. Gør noget ansvarsfuldt.
Eller fald i graven før tid er Så han bliver noget magisk
En der kan leve historien, som han skriver den ned.
På det gamle papir, der nærmest reflekterer virkeligheden.
I værket der bliver skrevet i en skovhytte. Men sker det virkelig?
Disse billeder i hans hoved.
Eller er andre involveret.
En kvinde. En ven. En hund. Et væsen.
Et ondskabsfuldt uhyre.
Et monster der lever i skoven.
En historie med kvinden og en uden.
Hun er virkeligheden, realiteten, sandheden.
Monsteret er der i begge fortællinger Han kan skrive sig ud af kærligheden,
men kan ikke flygte fra sig selv
aka monsteret er hans alter ego
Han dør.
TheO
Vi var to. Længe siden. Hun elskede mig. Da hun holdte op med at elske mig, var det eneste jeg tænkte på, at få hende til at elske mig igen. Intet lykkedes.
Jeg måtte skabe hende igen. Hun var mit et og alt.Så jeg fulgte efter hende. I mørkets ly. Jeg tog hende med. Bevidstløs. Fordrukken. Berusende. Til mit laboratorium. Her lagde jeg hendes krop ned.Jeg fodrede hende med narkose, elektroder til computere. Installerede i hende, hendes kærlighed til mig. Jeg programmerede hende. Timerne gik som hun blev mere og mere mæt. Også ved daggry. Slog hun øjnene op.
Hun så mig. Jeg så hende. Som vi var engang. Vi nød øjeblikket. Sagde ingenting. Også pludseligt dirrende blev hun. Sukkede og sukkede. Hun græd. Hulkende. Stønnende. På intet tidspunkt havde hun veget blikket fra mine øjne. Hendes vejrtrækning blev kraftigere. Også faldt den hen. Hendes arme faldt ned, og kroppen sank sammen. Hun forsvandt. Død.
Igen! Tænkte jeg. Hendes krop er nok død. Men jeg kan få liv i hende! Så jeg tog hendes hoved og skar det fra kroppen. Jeg lod en stor blodåre gå fra hjertet, og op gennem halsen for at give blod til hjernen. I hendes hjerne stak jeg elektriske stik-ledninger ind. Og satte strøm igennem. Også pumpede jeg hendes hjerte i min hånd. Hun åbnede øjnene igen. Jeg så hende. Igen. Men. Hun så ikke mig. Fortalte mig at jeg kunne rådne op. Hun havde aldrig elsket mig. Håbe på at jeg ville få en værre død end hende. Jeg holdt op med at pumpe. Og lod hendes hjerte dumpe slapt ned på gulvet. Jeg slukkede for strømmen. Lod hende være. Så hvilket svineri jeg havde lavet. Hvilken ugerning jeg havde gjort.
Nu vil jeg angre i en tid.
Og måske..
..måske vil du se mig i pøblen en dag, med en anden kvinde som elsker mig.
Og jeg. Jeg skal nok elske!